Sankt Knud Konges alter i Rom

Katolske strømninger i anden halvdel af det syttende aarhundrede

Kirken S. Maria in Traspontina

Af

Louis Bobé

(Louis Bobé, 1867-1951, dansk historiker, kongelig ordenshistoriograf. Bobé blev dr.phil. 1910 på afhandlingen ”Frederikke Brun, født Münter, og hendes kreds hjemme og ude” og han var medudgiver af ”Danmarks Adels Aarbog”.)

Roms kirkelige værdig blev gennem reformationen hverken mindsket eller svækket, men snarere forøget. For alle, der Norden for Alperne var bleven den gamle lære tro, måtte en pilgrimsfærd til Rom stå som målet for deres religiøse længsel og trang til bekræftelse af deres tro, ligesom de uoverskuelige skarer af konvertitter, vis navne katolske kirkehistorikere samvittighedsfuldt har optegnet, higende efter at besegle bruddet med deres hidtilværende trosbekendelse ved at pånå paven velsignelse og bøje knæ i Peterskirken, ved apostelgravene og alle øvrige hellige steder i Rom.

Den vakte danske nationalbevidsthed, der i religiøs henseende havde givet sig udslag i at kåre kong Knud til landets rigshelgen, bragte en af de få i Rom bosiddende konvertitter på tanken at få stiftet et alter i en af stadens kirker til dyrkelse af den kronede martyr.

Christian Payngk, en søn af kong Christian IV’s hofkemiker Ahasvereus Payank, fødtes i 1612. I sin ungdom gjorde han lange studierejser og gik i Rom over til katolicismen, erhvervede i 1640 doktorgraden ved universitetet i Rom, fik tildelt et kannikedom i Olmütz og tog derefter fast bolig i den evige stad. Det siges, at han græmmede sig såre over, at Danmarks skytshelgen i Rom, kong Knud, ikke var genstand for offentlig dyrkelse i staden, hvad han satte alt ind på at få udvirket hos den daværende pave Urban VIII. Anbefalet til dennes broder kardinal Antonio Barberini fik han af karmelitergeneralen Teodoro Straccio til dette øjemed overladt det alter i kirken S. Maria in Traspontina i Borgo Nuovo (opført 1566), som tilhørte karmelitterordenen og var indstiftet til S. Carlo Borromeo. Payngk skaffede ret betydelige midler til kapellets udsmykning og forskønnelse. En i Rom bosiddende kunstner, Daniel Saiter fra Wien i øvrigt udsmykkede kapellet. Indvielsen fandt sted den 7. januar 1640 i overværelse af hele kardinalkollegiet og med bistand af det pavelige kapel under illumination og fyrværkeri.

Den usikkerhed, der herskede i Danmark mellem kong Knuds og hertug Knuds helgendag, henholdsvis 10. juli og 7. januar, gjorde sig også gældende i Rom. Efter opfordring fra flere danske katolikker i Rom henlagdes i 1670 dagen til 19. januar.

I kapellet findes tre indskrifttavler. På den ene, ved foden af alteret læses: ”D.O.M SOLIS DANIS IN VRBE FIDEQUE ROMANA OBEVNTIBUS MONUMENTVM; ANNO DNI: MDCLXXXV. Den anden er sat til minde om de paver, der har fremmet S. Knuds dyrkelsen i Rom, medens den tredje udtaler en tak til kardinal Barberini og Straccio og ender med at berette, at kapellet af stifteren er bestemt til begravelsessted for ham selv og alle de i Rom i den katolske tro afdøde danske. Denne tavle er opsat i 1686.

Christian Payngk døde året efter, den 31. januar, 74 år gammel, i ét ham tilhørende hus i S. Dorotheas sogn nær ved Porta Settimiana. I henhold til hans sidste vilje blev hans lig, iført karmelitternes dragt, båret til S. Dorotheas kirke og derefter nedsat i det af ham stiftede S. Knuds kapel i den begravelse, som han havde bestemt til sig og alle danske. Alt hvad han efterlod sig af rørlige midler, og det hus, han døde i, med have og bohave, havde han skænket til kapellet, med forpligtelse til årligt at højtideligholde S. Knuds fest og at læse en messe hver ugedag.Interessen for S. Knuds kapellet i Rom har til alle tider været levende hos danske romafarere. I den dagbog, kronpris Frederik førte på sin rejse til Italien i 1692, omtaler han at have set i en kirke S. Knuds begravelse og påtaler, at man har afmalet ham med en rød, i stedet for en blå kappe. ”De har her gjort ham til en helgen. Bønderne i Fyen har slået ham ihjel, fordi han havde befalet dem at skulle give tiende til de fattige og kirkerne; han regerede 1086 og skal have været en meget from og gudfrygtig herre.”  

I 1698 besøgte også kongens broder prins Carl kapellet. Langt senere beretter J.G.C. Adler (1781), at man endnu hvert år i januar fejrede den store danske konges minde på en meget højtidelig måde, og de forsamlede folk bad ”San Canute, ora pro nobis”. I 1793 aflagde numismatikeren Chr. Ramus et besøg i kapellet. Tidligere var det efter hans udsagn skik på helgendagen at antænde en mængde vokslys og opføre en festlig musik. Munkene havde imidlertid spist den i dette øjemed henlagte kapital op, og festen var gået ind. Da provst F. Schmidt gæstede kirken 19. januar 1819, brændte dr kun fire lys, men der holdtes ingen messe mere, fordi der fattedes midler hertil. H.C. Andersen var under sit ophold i Rom 1841 også i kapellet på S. Knuds dag. Der var intet menneske tilstede uden ham. To tællelys brændte så sørgeligt, så fattigt på S. Knuds alter. ”S. Knud er fra Norden, og derfra får vort kloster intet”, fik han til svar af en munk, for hvem han ytrede sin beklagelse over, at S. Knuds festen ikke mere fejredes.

Af andre romafarere i deet 19. århundrede omtaler C. St. A. Bille i sine rejseminder S. Knuds kapel. Også han måtte høre, at S. Knud vr ”un povero santo”, og selv de få, som i n og næ kom for at se til ham, ikke gav noget.

Omsider, i 1906, blev der gjort skridt til at gengive kapellet dets tidligere ære og værdighed. En kreds af religiøst og historisk interesserede i Rom og Danmark indsamlede en kapital på 3000 lire, for hvilket kapellets malerier blev opfriskede og restaurerede, og de to tarvelige lysestager, der hidtil havde stået på alteret, erstattedes med et par broncekandelabrer. For renterne af den tiloversblevne sum afholdes der vedvarende messe to gange årlig: 19. januar og 10. juli. Endelig må det nævnes, at hans majestæt Kong Christian X 15. december 1920 besøgte kapellet og til samme skænkede en skriftestol. 

Foruden kapellets stifter hviler her en anden dansk konvertit, Anton Georg Bredahl fra Frederiksstad, der fra 1759 tjente som fænrik i den danske hær, indtil han i 1770 afskedigedes som kaptajn, hvorefter han rejste til Rom og gik over til den katolske tro. Pave Pius VI gav ham ansættelse som fænrik i den korsikanske livvagt. Han døde i 1778 og opnåede kun en alder af næppe 40 år.

 

 

Skriv en kommentar